Debatten om skærme i skolen ender ofte med, at man enten kommer på hold med de teknologiforskrækkede eller altomfavnende. Men helt grundlæggende vidste ingen af os, hvad de pædagogiske og læringsmæssige effekter ville blive, før skærmene var integreret i skolerne.

Skærmforbruget er stadig stigende blandt børn og unge, og vi ved i dag, at der er solid sammenhæng mellem meget skærmtid og dårlig koncentrationsevne, læse- og regneegenskaber og mistrivsel.

Vi må dog ikke gå den modsatte vej og prøve at skrue tiden tilbage. Ingen voksne kan sige, at teknologi ikke spiller en afgørende rolle i deres arbejdsliv. Uden evnen til at forstå og betjene skærme som værktøj, mistes fodfæstet let på vores arbejdsmarked, og den udvikling stopper ikke. Tværtimod.

Udviklingen accelerer og stiller store krav til, at lærere og forældre finder hinanden og skaber bedre rammer for vores børn, så skærme i skolen bliver et mere balanceret fremskridt. Jeg mener, at det handler om kvalitet og gode vaner, som starter med vores forståelse af skærme.

Ser du en person i toget med en bog, tænker du ikke ’spild af tid’ eller ’kig nu op’. Vi tænker, at de er fornuftigt beskæftiget. Med en tablet er det anderledes, selvom skærmen i hænderne ikke fortæller andet, end at personen er optaget af en skærm.

Internettet er uendeligt stort, men når vores børn er i skole, er de primært på skolens område. Man går ikke ud af klasseværelset, krydser vejen og tager toget ind mod København midt i undervisningen. Samme princip bør gælde digitalt, så vores børn forholder sig til det relevante stof, og at de bliver i opgaven.

Børn er nysgerrige, og i en undervisningssituation skal den nysgerrighed kanaliseres ind i det faglige. Men hvis vi som forældre ikke giver lærerne større kontrol med elevernes digitale færden, distraheres mange børn og unge fra det faglige spor i timen. Et godt eksempel er, at man på flere skoler udelukker apps og hjemmesider fra skolens skærme, så eleverne ikke fristes væk fra det faglige.

Dét værktøj, mener jeg, at vi skal styrke, og så skal vi forældre også bære vores del af ansvaret.

Mange børn bærer et smartwatch, så vi forældre let kan komme i kontakt med dem. Desværre ser vi, at børnene også ringer til hinanden midt under timerne. Og hvad gør det så, om tablet og telefon er pakket væk? Hver familie har et ansvar. Vi skal stoppe med at lade teknologien styre kulturen og tage større stilling derhjemme.

Fremskridt betyder ikke, at vi skal sige ja til alt. Børn og unge skal selvfølgelig lære at bruge digitale værktøj, når læreren finder det relevant. Det samme gælder for bøger og pen og papir. Fremskridt er et både-og, og vi forældre er nødt til at sætte klare grænser derhjemme og give skolen større beføjelser til at holde børnene fra den digitale motorvej – medmindre der er en voksen med.