Campus Birkerød

Campus Birkerød

Ny energi som sætter sig i identiteten af Birkerød bymidte

Med skærme, sociale medier og kunstig intelligens og snart også briller til virtual reality, hvad er så argumentet for at samle mennesker i den fysiske verden?

Hvis mit fællesskab kun består af mennesker fra rundt om på jordkloden, som jeg deler interesser med, hvor stærkt står jeg så, når mit barn mistrives i sin skole? Hvis jeg ikke taler med mennesker fra den lokale idrætsforening eller blomsterhandleren på hjørnet? Hvor stærke er vores stemmer så, når vi ønsker forandring?

Lokal sammenhængskraft er afgørende for, at vi træffer de bedste beslutninger. Men vi kan heller ikke bede folk om at slukke telefonen og droppe fremskridtet. Det skal balanceres, og her kommer vi politikere ind i billedet.

Vores bymidter er på mange måder scenen, hvor vi lokale kommer hinanden ved og får set hinanden som mennesker. Derfor skal vi turde tænke visionært, så webshops og skærme ikke tager livet af det lokale.

I Birkerød gælder den samme udfordring, men her har vi faktisk muligheden for at gøre noget radikalt og flytte alle ungdomsuddannelserne sammen i ét campus i hjertet af Birkerød.

Vores forhenværende rådhus er ideelt til at huse unge mennesker i et samlet campus, der rummer dem, som tager den klassiske studentereksamen, læser international business og den kommende erhvervs- og professionsrettede uddannelse.

Set i et uddannelsesmæssigt perspektiv giver det mening, fordi det over tid integrerer fagligheden på tværs af uddannelserne. At man simpelthen får bedre undervisning, fordi det lettere for lærerne at dele viden, når de deler frokostlokale. Meget forenklet sagt.

Mindst lige så vigtigt som det faglige udbytte er, at vi bygger et samfund på nogle værdier, som jeg går stærkt ind for. At dem der vil de praktiske fag ikke placeres et andet sted i bybilledet, end dem der vil de boglige fag. Jeg synes, at det sender et rigtig fint signal om, at vi som samfund har brug for begge dele på lige vilkår, og at de unge mennesker på hver uddannelse ser hinanden sådan.

Samtidig vil Birkerød bymidte nyde godt af en stor tilstrømning af unge, som går på uddannelse, er nysgerrige på ny kultur og sætter præg på bybilledet. Det er en energi, som omsætter i kroner og øre, og som sætter sig i identiteten af Birkerød bymidte. En bymidte, der tilhører fremtiden.

Jeg har kæmpet for, at der nu er afsat 400.000 kroner i Rudersdal kommunes budget, så vi kan lave forarbejdet grundigt inden første spadestik.

Campus Birkerød kan blive beviset på, at digital udvikling og lokal forankring kan løfte hinanden i et balanceret fremskridt - for vores børn og unge og vores bymidter.